Illustreret norsk literaturhistorie Bind I, utgitt - 1894
Tredie tidsrum. Ca. 1500—1700. Fra reformationstiden til Holberg -
side 184-194
ABSALON PEDERSSØN BEYER er en af de fineste og nobleste norske præstetyper fra reformationstiden. Han sidder inde med sin lærde dannelse og forholder sig i kraft af sit vegetative naturel mere betragtende end handlende. Et ganske anderledes robust indtryk gjør hans yngre kollega
Peder Claussøn Friis, hans kollega baade som præst og forfatter. ABSALON PEDERSSØNS portræt er ikke bevaret ; havde det været til, vilde det — derom er jeg overbevist — have dannet en slaaende kontrast til PEDER CLAUSSØN's udmærkede portræt, der endnu hænger i Undals kirke, og hvoraf vort universitet eier en god kopi. Jeg føler mig overbevist om, at ABSALON PEDERSSØN har været en blond mand med fin hud og tyndt, lyst skjæg, hvis han overhovedet havde noget, medens PEDER CLAUSSØN paa portrætet fremtræder som den mørke, stærkt graasprængte, kjæmpestærke kirkehyrde med det frodige, i spadeform klippede skjæg, som var paa mode blandt præster og lærde i KRISTIAN DEN FJERDE'S dage.
PEDER CLAUSSØN FRIIS tilhører Stavanger stift eller Kristiansands stift, som det nu vistnok med urette heder. Her blev reformationen sent gjennemført, senere end paa mange andre kanter af landet, og PEDER CLAUSSØN blev derfor et slags reformator, han ogsaa, Skjøndt han tilhørte et langt senere tidsrum. PEDER CLAUSSØN FRIIS er en præstetype fra det syttende aarhundrede, der repræsenterer et helt stykke kulturhistorie. Han er en personlighed og en repræsentativ personlighed, i stort som i smaat, i ondt som i godt.
PEDER CLAUSSØN var præstesøn; hans fader, CLAUS FRIIS, var sognepræst til Undal, og sønnen «succederede» ham i embedet, som dengang almindelig skik og brug var. Han blev født i Egersunds præstegjæld den iste april 1545. Det meste af sin barndom tilbragte han i Undal; derfra kom han efter al sandsynlighed ind paa Stavanger skole, hvor han nød en god skolegang. Men hans studier blev tidlig afbrudte; thi allerede i enogtyveaars-alderen blev han kaldt til sognepræst i Undal og provst i Lister len. Det var en sjelden betroet stilling, der saaledes blev lagt i hænderne paa den unge mand. Som provst var han hele lenets præsters nærmeste foresatte, og dog havde han endnu ikke naaet fuld modenhed som menneske. «Som Provst havde han at lede Almuens Præstevalg og gjøre Indstilling derom til Biskop og Lensherre, havde tillige den almindelige Opsigt med Præsternes «Liv og Lære», navnlig paa de aarlige Visitatser, og at gribe ind i de saa almindelige Stridigheder mellem disse; men det besværligste og ubehageligste Arbeide var Opsigten over Kirke- og Prestetiendens Ydelse, og alt dette bragte ham mange Gange i vanskelige Forhold» (G. STORM). Men PEDER CLAUSSØN viste sig snart stillingen voksen og vandt sin biskops tillid, saa han blev en meget anseet og betroet mand. I sin netop citerede biografi af PEDER CLAUSSØN omtaler GUSTAV STORM endel af de vanskeligheder, som den anseede provst havde at gjennemgaa med sit provstis præster, og jeg skal nedenfor berøre dem; meni først er det nødvendigt at forudskikke nogle ord om reformationstidens præstestand i almindelighed.
Fordringerne til en præst var dengang langt ubetydeligere end nu. Hans virksomhed var dengang meget simplere og lettere. Han skrev ikke prækenen selv, men læste den op af en postil. Derimod var det hans pligt at undervise ungdommen i «barnelærdommens» hovedpunkter, saafremt der ikke var beskikket en degn til dette arbeide. Undervisningen var udelukkende mundtlig, og den kundskabsmeddelelse, som fordredes, var forsvindende liden. I selve kirkeordinantsen bruges det karakteristiske udtryk «at prædike en Bog». «Ei heller skulle andre Bøger prædikes end de, som ere lette og nyttelige,» heder det (H. RØRDAM: «Danske Kirkelove»), I midten af det sekstende aarhundrede udstedtes vistnok et almindeligt forbud mod at læse op af bog fra præstestolen. Præsten skulde lære bogens ord udenad og saa fremsige det som en lært lekse; men det hjalp ikke; forgjæves blev forbudet gjentaget gang efter gang; selv ikke gjentagne trudsler om afsked førte til det forønskede maal. Undervisningen i barnelærdommen blev altsaa den vigtigste del af præstens virksomhed. Paa landet skulde den ene halvdel af prækentimen anvendes til katekismusforklaring. Dette var altsaa en vigtig del af selve høimessegudstjenesten paa landsbygden. I byerne blev denne undervisning henlagt til «aftensangen». — Ofte kunde præsten ikke stort af det, han skulde undervise i. Som før nævnt er kulsvierpræsten i eventyret ikke en saa uvirkelig figurr som man i vor tid skulde være tilbøielig til at tro. Man har ikke saa faa eksempler paa, at studenter blev præster; i enkelte tilfælde fortsatte de sine studier efter at have «faaet kald»; i mange blev der ikke tale om at fortsætte — saaledes som vi ovenfor har seet med PEDER CLAUSSØN FRIIS. Kulsvierpræsten har i alle fald i Danmark en saa nær beslægtet prototyp, at han ikke kan være stort nærmere beslægtet. Det er en præst i Ribe; vistnok var han ikke kulbrænder; men han var i alle fald smed, og det kan vistnok komme ud paa ét. I Bergen blev der i 1569 ordineret en præst, hvis væsentlige kvalifikation var den, at han havde været tjenestegut hos biskoppen. Det heder herom kort og lakonisk i ABSALON PEDERSSØN'S «Kapitelsbog»: «28 Augustj. Vart Niels Hielt, bispens dreng, ordinerit til prest oc kallit at vere her Peders capellan til Fane.»
Men paa den anden side maa det ogsaa fremhæves, at reformationstidens præster havde store vanskeligheder at kjæmpe med. Allerede tienden voldte dem stort besvær. Den saakaldte tiende skriver sig fra SIGURD JORSALFAR'S regjeringstid. Før havde præsternes lønning været bestemt paa en mere vaklende maade; en del af den havde i alle fald været gjenstand for mindelig overenskomst mellem præst og menighed, for ikke at tale om sligt som offer og andre frivillige ydelser. Tiendens indførelse søgte at regulere disse forhold. Tienden blev delt i fire dele, der skulde tilfalde: 1) sognets kirke, 2) sognets præst, 3) stiftets biskop, 4) sognets fattige. Tienden var først og fremst korntiende — 1/10 del af aarets korn-afkastning —, fisketiende — hver tiende fisk, som i tørket tilstand blev bjerget af fiskerne i fiskedistrikterne —, kvægtiende, en ydelse af, hvad gaardens besætning bragte til verden. Dertil kom «hovedtienden», der fra gammel tid var en frivillig sjælegave af en tiendepart af giverens hele løse formue. Siden var den gaaet over til at blive en skyldighed, som hver mand var pligtig til at yde en gang i sit liv. Denne ophørte som skyldighed, hvor erhverstienden blev indført. Ved reformationen blev den gamle tiende delt i tre dele: kongetiende, kirketiende og præstetiende; men efter saa mange aarhundreders praksis holdt folket fast paa den gamle deling i fire parter. De delte fremdeles i fire dele — og beholdt nu den fjerde del selv. Det førte til mange og langvarige stridigheder, ikke mindst i Stavanger stift, hvad G. STORM gjør nærmere rede for i sin biografi af PEDER CLAUSSØN.
Men ogsaa paa andre Omraader havde reformationstidens præster store vanskeligheder at kjæmpe med. Reformationens indførelse i Norge var et statskup, hvorved kongemagten — og adelen — tilranede sig en hel del af kirkens og geistlighedens gods. De ledende mænd var ivrigere efter at «grave til sig» end efter at skabe en ny ordning af de kirkelige forhold, Derfor kan tiden betegnes som en ren opløsningstilstand. Kongens fogder indkvarterede sine folk paa præstegaardene, holdt ting der og lod de stakkels, ikke meget rundelig aflagte præster betale omkostningerne; de tog kirkerne i brug til verdslige Øiemed, bemægtigede sig deres indtægter, udhuggede deres skoge o.s.v., o.s.v. Hvis der skulde være tale om at bringe geistlighedens anseelse paa fode igjen, saa maatte dette forhold blive ændret, og det blev ændret baade i Stavanger og andre stifter. Geistligheden holdt store kapitelsmøder og andre prælatsammenkomster, klagede baade til den geistlige og verdslige overøvrighed i Kjøbenhavn, og sagerne blev ordnet, om ikke netop i første øieblik saa dog i tidens løb.
Men præsterne havde ogsaa andre vanskeligheder at kjæmpe med, og den værste af dem var selve «kirkealmuen», som det heder med et gammelt ord. Almuen hang fremdeles ved mange af de gamle kirkeskikke. Den gik bare til alters paaskedag; den drev paa med den gamle anvendelse af tændte lys ved høitidelige familje-begivenheder, der paa en eller anden maade stod i forbindelse med kirkelige handlinger, som begravelse, barnedaab, barselskvinders kirkegang. Selv saa sent som for nogle aar siden har jeg været indbudt til en begravelse af et lidet barn borte i en afsides vestlandsk fjordbygd, hvor ceremonier og alting — indtil lysbrændingen paa kistelaaget — var saa katholsk, at de tilstedeværende «kulturmennesker» frydede sig ved at opleve et lyslevende stykke middelalder. Naar saadanne skikke har holdt sig saa længe som helt ned i nutiden, hvor præsten selv sidder tilstede og respekterer skikkene — som han gjorde ved denne leilighed —, saa er det intet underligt i, at præsterne i reformationstiden blev ugleseet af «almuen». Dels stod de i «almuens» øine som repræsentanter for et nyt system, et system, der var forhadt, netop fordi det var nyt; dels var de selv (d.v.s. de bedste af dem) bestandig paa vagt mod alle levninger af gammel «papistisk» overtro. Og som følge af alt dette opstod der et fiendtligt forhold mellem «almuen» og deres nye præster. Bønderne behandlede sine præster, som om de var deres værste fiender, Nogle slog de ihjel, andre mishandlede de paa mange maader. I et norsk Præstegjæld var der ingen præst i tre aar, da ingen turde overtage præstekaldet der. I Omlid dræbte de en præst, den anden huggedes og droges de med, den tredie hug de to fingre af, den fjerde jog de i badstuen, hver gang de drak, og den femte blev julen 1576 med sin dreng jaget ud i en udlade, hvor han var nær ved at fryse ihjel om natten. Men saa var presterne heller ikke Vorherres bedste børn; de var alt andet. Bare fra PEDER CLAUSSØNS eget provsti har man adskillige karakteristiske eksempler, der viser, hvor lavt præstestanden dengang stod. Præsten i Vanse, provstiets største Præstegjæld, JØRGEN: STORK, havde havt et barn med sin hustru, før de blev gift. Præsten i Lyngdal, MADS MIKKELSSØN, foreslog ham, at de skulde bytte kald, og da JØRGEN STORK, som rimeligt var, ikke vilde gaa ind paa dette, anklagede han ham for hor og førte falske vidner. Skjøndt dette blev oplyst paa det aller utvivlsomste, blev dog anklageren fri for straf. Den anklagede viste sig forøvrigt siden paa andre hold at være værre og ikke bedre. Han nægtede en bonde sakramentet fordi de var uvenner og laa i proces med hinanden; han skrev falske breve og maatte betale bøder derfor; han havde sprunget efter sin provst med en øks for at hugge til ham, og senere havde han villet overfalde ham ved kirken under gudstjenesten en søndag, han stod for alteret i messeklæder, havde han faaet øie paa et kvindemenneske ude paa kirkegaarden; hende var han sint paa — og vips for han fra alteret og ud paa kirkegaarden for at dænge hende. Trods alt dette fik han beholde sit kald. Efter JØRGEN STORK'S død overtog sønnen kaldet. Svigersønnen, der havde været JØRGEN STORK'S kapellan, mente, at han havde ret til det. Og saa stævnede de hinanden for retten. Kapellanen beskyldte da sin svoger for dovenskab og drikfældighed. Da provsten vilde mægle fred, blev han udskjældt og undsagt. Sognepræsten gik undertiden
i gjæstebud om søndagen istedetfor i kirken, blev der oplyst; en gang havde han været fjorten dage borte fra sit sogn; han havde været paa rangel i al den tid. Svogeren blev overbevist om at have faret med løgn og bagtalelse. Midt under forhøret begyndte disse to — i provstens og hele menighedens paahør — at skjælde
hinanden ud med de gemeneste skjældsord. De kaldte hinanden for løgnere og lovede at gjøre hinanden æreløse. Da de senere traffes hos provsten, røg de i haarene paa hinanden.
Selv en mand som PEDER CLAUSSØN FRIIS var flere gange oppe i Slagsmaal. I et gilde — omkring 1585 — kom han i strid med lensmanden TORKEL HAGE; de sloges, og provsten ståk lensmanden med en kniv i armen. Siden maatte provsten betale bod efter landsloven for knivstikket. I et julegilde 1589 kom han i Slagsmaal med en bonde og blev saaret. Man ser, at han var et barn af sin tid.
Forøvrigt er kjendskabet til PEDER CLAUSSØN'S privatliv temmelig tarveligt. Med sin hustru, hvis navn man ikke kjender, havde han
en søn og «mindst to Døtre». Sønnen blev præst, døtrene blev gifte med velstaaende bønder. Familjetradition og bygdesagn der vestfra vil imidlertid ogsaa tillægge PEDER CLAUSSØN et par andre døtre, fra hvem endnu levende bondeslægter skal nedstamme; men det er ikke muligt at skaffe vidnesbyrd for disse sagns Paalidelighed.
Den mest dramatiske episode i PEDER CLAUSSØN'S liv er hans strid med lensherren paa Nedenæs, PEDER GRUBBE, under hvis myndighed Lister stod. Lensherren var kommen i strid med bønderne i anledning af skatter og andre tyngsler; begge parter besluttede at klage til herredagen i Bergen; men samtidig klagede PEDER GRUBBE ogsaa over PEDER CLAUSSØN, idet han paastod, at provsten havde taget bøndernes parti og i det hele taget sat dem op imod lensherren. Han havde ogsaa sanket sammen adskillige andre klagepunkter mod herr PEDER, i det hele seks, tildels af en temmelig graverende natur. Han skulde paa egen haand have tilladt et ægtepar at skilles og hver paa sin kant indgaa nyt ægteskab — uden at bringe sagen ind for kapitelsretten. Han havde ligeledes paa egen haand ophævet en trolovelse og tilladt den trolovede mand at gifte sig med sin første trolovedes søster; ogsaa i en anden trolovelsessag havde han baaret sig egenmægtig og ulovlig ad. Herr PEDERS Slagsmaal med lensmanden fremstilledes som et slags drab, idet der blev paastaaet, at lensmanden var død af det saar, som herr PEDER havde tilføiet ham. Han havde heller ikke betalt bod for saaret. Endvidere havde han «altid med sin oprøriske Gjerning og Bøndernes Medholdelse opsat sig med dem mod Kongens Fogder og gjort Almuen opspænstig mod hans Ombudsmænd». Og endelig havde han ilagt de skyldige ulovlige bøder til Stavangers hospital for mindre kirkelige forseelser. — Det var altsaa et temmelig vidtløftigt synderegister, PEDER CLAUSSØN havde at stande til rette for, da han ved midtsommertid 1604 drog til herredagen i Bergen, «Her var en usædvanlig stor Forsamling tilstede; Rigets Biskoper havde siddet sammen her siden 22de April for at udarbeide den nye Ordinans, og de overvar tillige Herredagen for sammen med Adelen og Lagmændene at gjennemgaa Udkastet til den oversatte Landslov» (G. STORM). Kong CHRISTIAN DEN FJERDE var selv tilstede ved herredagen og med ham baade den danske og norske kansler, den norske statholder o. fl. For denne forsamling havde PEDER CLAUSSØN at forsvare sig; men han mødte frem vel rustet, og det lykkedes ham at bevise klagernes urimelighed saa grundig, at han blev frifunden. Det viste sig gjennemgaaende, at klageren havde gjort smaa fluer til store elefanter, og skjønt PEDER CLAUSSØN paa enkelte punkter fik en liden advarsel i anledning af de smaa fluer, stod han dog tilslut med palmer i hænderne lige overfor sin modstander, der allerede aaret efter maatte forlade sine len.
PEDER CLAUSSØN var en mand paa henved seksti aar, da han mødte for herredagen i Bergen; han levede endnu i ti aar agtet og anseet saavel af sine embedsbrødre som af sine sognebørn. Allerede tidligere havde han — for en væsentlig del paa egen bekostning — bygget en ny kirke i sit Præstegjæld. Og denne kirke synes han senere at have omfattet med særlig interesse; han forsynede den med kor i 1591, og baade kor og kirke var
«tre gange saa stort som det gamle». Senere sørgede han for kirkens indre prydelse; han skaffede den kalk, disk og altertavle — «dog alt uroset for Gud», som det hed i en indskrift, han lod ophænge i den for ca. 100 aar siden nedrevne kirke. Til kirken forærede han ogsaa sit fortræffelig malede portræt, der endnu hænger i Valle nuværende kirke, og hvoraf som før nævnt en kopi eies af universitetet i Kristiania. Det er senere reproduceret i lithografi foran JACOB AALL'S oversættelse af de norske kongesagaer. Hvem der er mester for billedet, vides ikke. Man skulde nærmest være tilbøielig til med G. STORM at antage, at det er malet af den samme kunstner, der udførte altertavlen, — PETER REYMERS kalder PEDER CLAUSSØN ham i den førnævnte indskrift; men professor L. DIETRICHSON har i et foredrag i Kristiania Videnskabsselskabs
henledet opmærksomheden paa, at ogsaa en anden maler i PEDER CLAUSSØN'S dage malede i Valle kirke. Denne maler hed LYDKE DIRIKSEN, og professoren helder til den tro, at denne er billedets ophavsmand, samtidig som han medgiver, at paa sagens nuværende standpunkt kan Spørgsmaalet ikke bestemt afgjøres.
PEDER CLAUSSØN havde paa sine gamle dage megen sorg. Det var en af hans dattersønner, som voldte ham den. Han havde taget sig af den unge mand med ægte bedstefaderlig interesse. Han havde holdt ham baade paa skole og ved universitetet; men dattersønnen lønnede disse velgjerninger paa en daarlig maade. Han fik uægte børn, forødede penge, som andre havde betroet ham, og som bedstefaderen siden maatte betale for at redde ham. Det dreiede sig om hele 52 rigsdaler, et efter datidens forhold ingenlunde ubetydeligt beløb. Han blev dog alligevel præst før PEDER CLAUSSØN'S død, og senere «synes han at have forbedret sig»; men da var bedstefaderen allerede ude af sagaen. Den gamle Listerpræst døde nemlig den I5de oktober 1614. —
PEDER CLAUSSØN FRIIS var en hjemmeføding og en autodidakt. Han havåe ikke ABSALON PEDERSSØN's lærde dannelse; men søn af en landspræst, opvokset blandt bønder og selv landspræst, levende blandt bønder, blev hans syn i mange stykker bondens eller rettere sagt bondehøvdingens. De gamle høvdingers tid var længst forbi; men de faa populære hjemlige præster indtog paa en vis maade deres plads. Fogder og lensherrer var upopulære, fordi de trykkede bønderne med skatter og paalæg, som føltes tunge og uretfærdige. Præsten stod derimod i mange stykker som en af deres egne, saafremt han i det hele taget forstod at vinde deres Sympathi. En saadan præst, udgaaet af folket, selv sympathiserende med folket og sympathisk opfattet af folket var netop PEDER CLAUSSØN FRIIS. Endnu den dag i dag lever hans navn blandt befolkningen og folkesagnet har ranket sig frodig og broget op om det. Det er en hel mangfoldighed af fabelagtige begivenheder og handlinger, der flettes ind i hans livshistorie, og alle bæres af en vis bred humoristisk Sympathi for den brave Undals-præsts store og gode handlinger. Hans forgjængere i embedet som Undals sognepræster er glemte, hans nærmeste efterfølgere ligeledes; men hans navn lever blandt befolkningen, og ham tillægger man ikke blot meriter, som de andre muligens har udført, men ogsaa saadanne, som aldrig har været udført hverken af ham eller hans kaldsbrødre. Det store portræt, der blev hængende i Valle kirke, har vistnok havt en væsentlig andel i denne popularitet; men hans eget liv og virksomhed har dog ogsaa havt sin del; den var nemlig helt igjennem af den art, at befolkningens sunde sans i ham saa en fremragende personlighed, og saa blev han for Lister, hvad PETTER DASS blev for Nordland: sagnhelten, legendepræsten, den, som kunde mere end sit fadervor, og som traditionen samlede sig om. Frå sit nære forhold til bønderne havde PEDER CLAUSSØN uden tvivl en væsentlig del af sin sans for de nationale sager. At denne sans udviklede sig i den retning, som den gjorde, og naaede til de resultater, vi kjender, skyldes derimod vistnok hans lærde forbindelser. G. STORM har leveret en udførlig redegjørelse for hans «studier». «Hans lærde Opdragelse, hans Deltagelse i de offentlige Anliggender inden Stiftet, hans Virksomhed som Canonicus i Stavanger,» skriver STORM, «maatte paa mange Maader berige hans Aand og bringe ham i mangeartet Forbindelse med Tidens ledende Mænd.» Derved har hans nationale syn faaet en videre horisont; han har lært at se baade længere udover og bagover. Som ABSALON PEDERSSØN ser han ikke med videre Sympathi paa sin samtid; begge har en levende følelse af landets forfald, om end PEDER CLAUSSØN'S følelse paa dette punkt synes mindre dyb og mørk end ABSALON PEDERSSØN'S. Den norske bonde roser han for mod og styrke, og hans ros er paa dette punkt ikke langt fra at antage et Bjerkebæksk anstrøg; men paa samme tid har han udtryk for den stærkeste dadel, naar det gjælder bøndernes feil. Det er «et haardt, modvilligt, ulydigt, selvraadigt, overdaadigt, uroligt, oprørisk og blodgjerrigt Folk». Alligevel har han, som antydet, en levende interesse for dette folk og det land, som det bebor. Det norrøne sprog havde han i sin ungdom studeret under en gammel, i Helgeland født lagmands veiledning. Denne mand — JON SIMONSSØN hed han — har overladt PEDER CLAUSSØN «sin udmærkede Lovcodex til Afskrivning og hyppigt fortalt ham om Throndhjem (specielt Domkirken), om Nordland (specielt om Næringsveie og Naturprodukter) og vei ogsaa om Island.» STORM bygger denne udtalelse paa, at PEDER CLAUSSØN, der var en saa lidet bereist mand, alligevel havde saa forholdsvis god greie paa disse landsdele, som han ikke kjendte af selvsyn. — Gamle haandskrifter har han ogsaa havt anledning til at studere i temmeligt stort antal. Ikke mindre end syv haandskrifter af den gamle sagaliteratur maa han ifølge STORM'S undersøgelser have kjendt, og af lovhaandskrifter maa han have kjendt seks. Blandt trykte bøger har han ikke havt et ringe kjendskab til det sekstende og syttende aarhundredes geografiske og historiske literatur. Udrustet med disse forudsætninger blev han den ypperste blandt den række oversættere af norrøn literatur, som han tilhørte, ligesom han overhovedet blev sin tidsalders betydeligste prosaforfatter paa norsk. Hans stil er kraftig og djærv og røber et betydeligt fremskridt i stilistisk sikkerhed fra ABSALON PEDERSSØN's dage. Men denne øgede sikkerhed har ikke øvet nogen skadelig indflydelse paa stilens umiddelbarh'ed. Frisk og troværdig, mandig og malmfuldt klinger denne simple røst; det er omtrent, som om en hvidskjægget, gammel fjeldbonde førte ordet. Derfor er det intet under, at hans oversættelse blev en saa kjær læsning blandt de norske bønder. Jeg anfører som en prøve paa hans stil et stykke af hans bemærkninger om Trondhjems domkirke. Efter at have omtalt kirkens herligheder siger han:
«Men fordi at ald denne Herlighed vaar icke funderet paa nogen god Grund, hafuer den oc faaet en underlig Ende, thi Domkircken hafuer tre Gange brent ved Tordenild, som der hafuer i slaget. Oc den sidste Gang, som hun brende, da slog Ilden skinbarligen fra Domkirken oc en gantske Vge Siøes nord over Fiorden til Holmskloster oc afbrende det, huilcket vaar et klart Vidnisbyrd, at saadant skede icke aff en Hendelse, men ved Guds Bestilling, som icke kunde lenger fordrage oc tilstede deris Afguderii oc grofue Vildfarelse, som de fore frem udi med Guds hellige Naffns store Bespottelse oc Menniskens Forførelse. Saa hafuer oc de Geistligis verdslige Pract oc Praal, Mact oc Myndighed met ald saadan Pafuelig Vildfarelse, som deris Rige var bygt paa, faaet en Undergang ved den rette oc rene Evangeliske Lærdom, som Gud haffuer opliust dis?e Lands Indbyggere met. Men dette er at beklage oc ingenlunde at lofue, at mand i den Reformerede Evangeliske Lærdoms Begyndelse icke alleniste borttog aff Kircker oc Kloster, hues Guld oc Sølff oc andre Klenodier, som brugede vare til den Pafuelige Religions Brug, met Klæder oc andet saadant, men oc saa slemmelige ødelagde det, som de hafde ingen Gafn aff, oc nedsloge skiøne Bygninger, unødtørftelig opbrende nyttige 13 — 111. norsk literaturhistorie. I. Bøger oc Brefue, oc ødelagde Kirckens ornamenter oc Prydelser, oc giorde Guds Huse saa meget blotte oc bare, huilcket mand vei kunde værit foruden, oc de hafde
deraff heller ey nogit Gafn.»
PEDER CLAUSSØN FRIIS har været en temmelig produktiv forfatter. Hans forfattervirksomhed var saagodtsom udelukkende af geografisk og historisk art; men han har ogsaa med en vis forkjærlighed behandlet naturhistoriske emner. De sidste har han imidlertid behandlet «populært»; hans beskrivelser af dyr og planter, forekommende i Norge, har fra zoologisk og botanisk standpunkt helt og holdent lægmandspræget, og de har ubetinget større værdi som bidrag til folkets opfatning af naturen end som paalidelige skildringer af den.
Blandt hans literære arbeider maa først og fremst hans oversættelser fra gammelnorsk nævnes. Øverst blandt disse staar hans sagaoversættelse «Norske Kongers Chronica», som den heder i den af den lærde danske læge og oldforsker OLE WORM besørgede udgave. Som den foreligger, er den ikke et arbeide, der er frembragt i én støbning. Først synes PEDER CLAUSSØN at have oversat SNORRE, uden at kjende de senere kongesagaer. Bagefter har han tilføiet disse og udfyldt det hul, som der, for slutningen af det tolvte aarhundredes vedkommende, var i hans kjendskab til den gamle literatur, med et uddrag af SVERRE'S saga af en nyere forfatter. En ordret oversættelse har PEDER CLAUSSØN ikke leveret. Det maa nærmest betragtes som et slags bearbeidelse, idet han nemlig paa flere punkter har indflettet partier af forskjellige hinanden delvis uafhængige haandskrifter.
Selvfølgelig er hans oversættelse af den norske lov af en anden art. Den er korrekt eller rettere sagt saa korrekt, som hans sproglige kundskaber strak. Den eksisterer endnu i flere originalhaandskrifter. Dens titel er «Norriges Lov, udset paa Danske oc Norsken herhos, wed Peder Claussøn, Sogneprest i Undal, Anno Christi 1600». Den, som vil have nærmere greie paa disse forskjellige haandskrifter, henviser jeg til STORM's oftere anførte fortale til hans udgave af PEDER CLAUSSØN'S «Samlede Skrifter». I en populær literaturhistorie hører det selvfølgelig ikke hjemme at gjøre rede for den slags specialistiske detailler; man faar nøie sig med at henvise til kilderne. —
