Syn oss åkeren din

               Møt ikkje med:
               gøyande hund,
               hotande hand,
               trakk ikkje i rugen!
               men syn oss åkeren din
               ei morgonstund!

Fra Seint rodnar skog i djuvet av Olav H Hauge (1956)

Eg presenterer et dikt til av Olav H Hauge. Eg likar dei dikta.

Hestar og lufferar

                Hestar og lufferar ser etter
                vasskrubbor i vegkanten.
                Kva skal dei
                med bensinstasjonar?  

Fra "Spør vinden" av Olav H Hauge (1971)

Denne hestedrikka står i vegkanten i svingane ved Lygne rett nord for Tingvatn. Da eg var liten var det også ei hestedrikke ved Strendan, et par hundre meter sør for Evje-krysset på Skeie. Den forsvant da dei utvida veien. Veien blei brei og fekk asfalt. Til glede for alle bilistar -
Men hestedrikka ved Tingvatn er tatt vare på. Takk for det! 

Macody Lund, Kirsten, og 18-åringen Harald

 I 1969 var eg 18 år og hadde nettopp fått sertifikat. Mor mi var bestyrerinne på Eiken aldersheim, og ho bad meg gjøre et spesielt oppdrag. Dei hadde fått ein gjestepasient som rekonvalesent på aldersheimen. Det var ei eldre dame som budde i et lite hus ute på Lista. Ho hadde brukke lårhalsen, og nå var ho blitt plassert på Eiken aldersheim for å for å komme seg igjen. Denne eldre dama hadde uttrykt ønske om å komme på biltur rundt Lygne. Jada, eg kjørte gjerne på biltur. Og den gamle dama viste seg vere ein interessant passasjer.

Ho bad meg stoppe på utsikten ved Vikenuten. Ho ville sjå ned til Jokkumsøya, eller Borgarøyne, som ho også blei kalt. Dama kunne fortelle at ho som ung kvinne hadde vore ute på øya der. Mannen hennes var grand-nevø til Jochum Brinch Lund (1743-1807) som hadde gitt navn til øya. Og familiens residens, Husan i Farsund, var opprinnelig bygd av tømmer fra Jokkumsøya.

Jokkumsøya stt fra Vikenuten i Eiken

Eg trur ikkje Kirsten Lund hadde så mye felles med dei andre gamle på aldersheimen. Ho var veldig bereist, kunne mange språk. Ho fortalte at ho hadde vore ung, gift kvinne da ho trefte Macody i et selskap. Dei blei hodestups forelska, reiste avsted sammen, fikk ordna skilsmisser begge to, og gifta seg. Han var eldre enn henne, men dei hadde et godt liv sammen. Macody døde da han var 80. Kirsten blei enke, og gifta seg igjen. Mannen døde, ho blei enke, og gifta seg ei gang til. Denne mannen døde også, og ho var enke igjen. Da traff ho første mannen ho hadde hatt, den ho hadde skilt seg fra. Han kunne tenke seg ut på reise. Ho kunne også tenke seg ut og reise, så korfor ikkje reise sammen? Så gifta dei seg - og reiste sammen.
Ho hadde slik hatt 5 ekteskap, det første og det siste med samme mann. Men det var ingen tvil, - det var Macody som var mannen i hennes liv. Kirstens mor var av Sundt, ein rik rederifamilie. Det var Kirsten som hadde hatt penger. Men Macody var åndshøvdingen, aristokraten, med blått blod (om noen har det).

 Frederik Macody Lund (1863-1943)

Eg har fått purring på bok fra biblioteket, - andre gangs purring. I morra må eg gå og levere boka om Macody Lund. Eg hadde tenkt å få lest ut boka. Men eg er for treig. Eg får skylde på tida eg i stedet brukte til slektsforskning/debatt surfing på internett, blogging, og så litt foreldrekonferanser, 17. mai og slikt.

 Les meir om Macody Lund: Wikipedia
Store Norske Leksikon
Nidarosdomen, systemstriden i 1915 og det gyldne snitt 

Mine ungdomssynder - med Familysearch

- som førte til feil slektslinje til Peder Claussøn Friis

Det er kanskje drøyt å snakke om ungdomsynder som blei begått av ein 50-åring. Men som fersk slektsforsker fant eg ut mye med søk på Familysearch, og noe av det gikk eg på arkivet i Kristiansand og sjekka i kirkebøkene, - men ikkje alt. Mi egen anetavle rett bakover sjekka eg. Men sidegreiner og andre relasjoner tok eg litt lettare på.

Ingeborg Salvesdatter var et navn litt innblanda i slekta til kona mi. Ingeborg gifta seg 1756 med Nils Olsen Hogganvik, Mandal. Men kven var foreldrene? På Familysearch fant eg henne i 1731, foreldre Salve Bjørnsen og Siri Pedersdatter. For om mulig å finne søsken, søkte eg så (med samme batch-nummer) med foreldre Salve og Siri, og fant Gunhild i 1733 med foreldre Salve Møl og Siri Pedersdatter . Når eg sjekka på Møll i Holum bygdebok, fant eg at det måtte vere Salve Davidsen (side 462) Øvre Møll gift med Siri Pedersdatter Lindland. Og fra Siri hadde eg slektslinjene bakover til tt-oldefaren Peder Claussøn Friis.
Det stemte ikkje heilt med Salve Davidsen i 1733 og Salve Bjørnsen i 1731. Men resten passa bra, to år i mellom søsken. Dei kom tilbake til Holum, og nede i Mandal var dei kanskje ikkje så kjent med faren David oppe på Møll. Det var nok ein feilinnførsel i kirkeboka -. Så eg førte dette inn i slektsdatabasen min.

Ein slektsforsker-venn hadde Ingeborg i si anetavle, og syntes det var hyggelig at vi hadde felles slektslinjer tilbake til selveste Peder Claussøn. Men nå nylig kom denne slektsforskervennen i kontakt med ein norsk-amerikaner (via Geni). Og denne norsk-amerikanaren hadde slektslinjer som ikkje stemte med mine gjetningar. Eg måtte sjekke grundigare i kirkebøkene. Nå kan jo det gjøres fra dataskjermen heime, så det var fort gjort. Eg hadde bomma fælt. Siri Pedersdatter i 1733 var fra Lunde, og Salve Bjørnsen var fra Boderne (de Danske boder i Mandal). Han var trulig sønn til Bjørn Dybo og Ingeborg, som eg hadde i databasen min fra før.

Det var litt flaut å ta sånn feil i mitt eget nær-område, - og å bli korrigert av ein norsk-amerikaner.
Og min slektsforsker-venn måtte bare konstatere at slektslinja til Peder Claussøn fordufta. Eg kunne bare beklage mine ungdomssynder som slektsforsker -

Heia skogbrannen!

"Jag trivs best i öppna landskap!"

Eg har tatt Ulf Lundell på ordet (utanom det med heimebenninga). Eg har fått meg et hus med utsikt til havet, sol fra morgen til over ti om kvelden. Og lyset, det vidundelige lyset, skifter i eninga.

Vi hadde et greit hus inne i Romskogen i Lyngdal. Spesielt glad var eg det året da Karsten grunneiger hogde ned skogen framforbi, så vi kunne sjå ut over heile sletta. Vi fekk sjå og høre bilane på E-39 også, det var så. Dei kunne eg ha lyst til å stoppe. Men så begynte skogen å vokse opp igjen - halvannan meter i året trur eg mest. Og snart var vi inngrodd igjen, slik som det meste av Sørlandet er.

For meg er det ein opplevelse å kjøre vestover, ut av fylket. Den store åpenbarelsen er Høg-Jæren, når ein ser dei flotte sauebeita heiene, og utsikten ned til Flat-Jæren og ut til havet. Landskapet ligner på det ein kan sjå på gamle bilder her fra Sørlandet, før tilgroinga tok til.
Det er også vakkert på Austlandet. Der har dei vide dalar, med store kornåkrar. Eg velger ofte å kjøre opp Lågendalen ved Larvik. Trafikken der er rolig, og det åpne landskapet er nydelig for sinn og sjel.

Men her på Sørlandet gror vi inne i skog og kratt. I huset i min barndom i Eiken hadde vi fine store stuevinduer, med utsikt over Lygne, til Tingvatn og til Håbergsfjellet. Framforbi huset hadde gamle nabo Gunleif et kulturbeite, der kyra og sauane gikk. Men så slutta han med ku, og så med sau, - og så begynte tre å vokse. Nå er der ein høg skog. Sånn er det over mest heile Sørlandet, - skog og tett kratt.

Mange steder går veien langs fine vassdrag. Det kan vere 5 meter ned til vannkanten, og du kjører som midt inni ein mørk skog. Du ser ingenting! Mitt håp er at ein Petter Smart lagar ein kantslått-hogstmaskin med 10 meters rekkevidde. Den kan kjøre langs alle veiane, og lage flis til fyring av all skogen langs veien.

Eg leser i avisen at fylkesmannen straffar strengt noen som hogger tre i landskapsvernområde. Skrninga mellom Lygna og veien ved Oftebro var visstnok noe som ikkje kunne hoggast. Men noen hogde det flatt, og duverden så fint det blei! Elva blei synlig, og Bringsjordneset. Hoggaren burde fått medalje!

Sørlandsk kulturlandskap som er vedlikeholdt

"Jeg velger meg april!" sang Bjørnson. Eg er enig. I april ser vi det vakre kulturlandskapet her nær kysten i Vest-Agder. Vi ser steingjerdene, dei små innegjerda hagane, stein er lagt på stein, vi ser terrasser og små dyrka teiger,vi ser vann og vassdrag. Når lauvet kjem i mai, blir alt dette gjømt - og glømt. Mange er ikkje klar over kor mye kulturlandskap som er gjømt inne i skogane våre.

Når eg hører nyheter som melder om skogbrann, så seier eg (inni meg): Heia skogbrannen!

Den gode læraren

Eg er lærar, og skal til hausten begynne med ein ny førsteklasse. Vi hadde torsdag og fredag førskoledagar. For å presentere meg for dei nye elvane, fortalte eg litt om mine første skoledagar. Eg fortalte også ein fabel, som eg husker læraren min fortalte. Kven er det som er sterkast, vinden eller sola?

Lenka viser fortellinga på Norsk nettskole. Eg fortalte med mine egne ord, med tavletegning, miming og mye innlevelse. Eg husker fortellinga veldig godt. Læraren min må ha fortalt ho mange ganger.
Eg passa på å fortelle i ei økt der foreldrene til dei nye podene var i klasserommet.

Eg huska fortellinga som ei dramatisk fortelling, med ein litt overraskande slutt. Eg husker ikkje læraren vår forklarte noe djupare meining. Han bare fortalte den så ofte at eg forsto den var viktig. Mange år seinare, etter fleire år som lærar sjølv, har det gått opp for meg: - dette var hans programerklæring som lærar, hans pedagogiske grunntanke: varmen er sterkast!

Læraren min heitte Åsulv Vik. Eg hadde han faktisk i 9 år! Han var nyutdanna da han kom til Skeie gamle skolehus. Det måtte vere hausten 1956.  Han hadde småskole (1-3) og storskole (4-7) annankvar dag. Vi skulle egentlig begynne på skolen det året vi fylte 7, men Åsulv lot noen begynne å gå frivillig året før, og da eg fylte 6 tidlig på nyåret 1957, begynte også eg, halvanna år før tida.

Eg husker skoleveien min godt. Det var litt over to kilometer, med mange opplevelser underveis. Eg brukte sikkert bortimot ein time med alle dei "snappvegan" (= omveier) eg gjekk. Sant å seie så husker eg ikkje så veldig mye fra undervisninga. Men fortellinga om vinden og sola, den husker eg!

Nå håper eg at også mine nye elevar vil huske den som ei god fortelling, at foreldrene vil forstå ei djupare meining, og - aller helst, at elevane mine om 20 år vil mimre og forstå - aha, det var det han meinte.

Dette bildet er fra det nye Skeie skolehus i Kvernøyan. Eg sitter midt i klasserommet. Kan det vere skoleåret 1959/60?

Vår felles stamfar - Peder Claussøn Friis

Denne karen er min 11t-oldefar, min 10t-oldefar (i 7 ulike linjer) og min 9t-oldefar, og han er også 9t-oldefar til kona mi.
Skal vi arrangsjere et stort slekt-stevne? - Peder Claussøn Friis si etterslekt! Det ville blitt mange! Vi ville sikkert kunne fylle opp Lindesneshallen mange ganger!

Eg synes begrepet "stamfar" er vanskelig å få klarhet i. Men her kunne eg ha lyst til å bruke det: Eg trur Peder Claussøn Friis er stamfar til folk flest i midtre Vest-Agder.

Eg husker han godt fra da eg var liten. Da kjørte vi bil fra Eiken til familien i Mandal langs gamle E-18. Da sto han der i svingen ved kirka på Vigeland, truande, klar til å kaste ein helgenfigur i hodet på oss. Nå er veien blitt til E-39, og er lagt utenom sentrum i Vigeland, så vi ser han ikkje så ofte lenger.


Peder i Svingen  fotografert av Rolf Steinar Bergli (slektsforsker og etterkommer etter Peder)

Det var Gustav Vigeland som laga skulpturen av han, bygd på ein av legendene omkring han, om at han heiv dei katolske helgenfigurane fra kirka så dei blei liggande å flyte ute i Snigsfjorden. Det er neppe sant, men Wikipedia beskriver han som ein streng luthersk prest.

Store Norsk Leksikon har utdypingsartikkel fra Norsk biografisk leksikon ved Jon Gunnar Jørgensen

Norsk Litteraturhistorie (utgitt 1894) er lagt ut på internett. Eg har skrive omtalen av Peder på egen bloggside.

Det er interessant å lese den lærde mannens beskrivelse av sjøormen fra boka " Om Diur, Fiske; Fugle och Træer udi Norrig" utgitt i 1599

Peder Claussøn Friis - i Norsk Litteraturhistorie

Illustreret norsk literaturhistorie  Bind I, utgitt - 1894
Tredie tidsrum. Ca. 1500—1700. Fra reformationstiden til Holberg - side 184-194

ABSALON PEDERSSØN BEYER er en af de fineste og nobleste norske præstetyper fra reformationstiden. Han sidder inde med sin lærde dannelse og forholder sig i kraft af sit vegetative naturel mere betragtende end handlende. Et ganske anderledes robust indtryk gjør hans yngre kollega Peder Claussøn Friis, hans kollega baade som præst og forfatter. ABSALON PEDERSSØNS portræt er ikke bevaret ; havde det været til, vilde det — derom er jeg overbevist — have dannet en slaaende kontrast til PEDER CLAUSSØN's udmærkede portræt, der endnu hænger i Undals kirke, og hvoraf vort universitet eier en god kopi. Jeg føler mig overbevist om, at ABSALON PEDERSSØN har været en blond mand med fin hud og tyndt, lyst skjæg, hvis han overhovedet havde noget, medens PEDER CLAUSSØN paa portrætet fremtræder som den mørke, stærkt graasprængte, kjæmpestærke kirkehyrde med det frodige, i spadeform klippede skjæg, som var paa mode blandt præster og lærde i KRISTIAN DEN FJERDE'S dage.

PEDER CLAUSSØN FRIIS tilhører Stavanger stift eller Kristiansands stift, som det nu vistnok med urette heder. Her blev reformationen sent gjennemført, senere end paa mange andre kanter af landet, og PEDER CLAUSSØN blev derfor et slags reformator, han ogsaa, Skjøndt han tilhørte et langt senere tidsrum. PEDER CLAUSSØN FRIIS er en præstetype fra det syttende aarhundrede, der repræsenterer et helt stykke kulturhistorie. Han er en personlighed og en repræsentativ personlighed, i stort som i smaat, i ondt som i godt.

PEDER CLAUSSØN var præstesøn; hans fader, CLAUS FRIIS, var sognepræst til Undal, og sønnen «succederede» ham i embedet, som dengang almindelig skik og brug var. Han blev født i Egersunds præstegjæld den iste april 1545. Det meste af sin barndom tilbragte han i Undal; derfra kom han efter al sandsynlighed ind paa Stavanger skole, hvor han nød en god skolegang. Men hans studier blev tidlig afbrudte; thi allerede i enogtyveaars-alderen blev han kaldt til sognepræst i Undal og provst i Lister len. Det var en sjelden betroet stilling, der saaledes blev lagt i hænderne paa den unge mand. Som provst var han hele lenets præsters nærmeste foresatte, og dog havde han endnu ikke naaet fuld modenhed som menneske. «Som Provst havde han at lede Almuens Præstevalg og gjøre Indstilling derom til Biskop og Lensherre, havde tillige den almindelige Opsigt med Præsternes «Liv og Lære», navnlig paa de aarlige Visitatser, og at gribe ind i de saa almindelige Stridigheder mellem disse; men det besværligste og ubehageligste Arbeide var Opsigten over Kirke- og Prestetiendens Ydelse, og alt dette bragte ham mange Gange i vanskelige Forhold» (G. STORM). Men PEDER CLAUSSØN viste sig snart stillingen voksen og vandt sin biskops tillid, saa han blev en meget anseet og betroet mand. I sin netop citerede biografi af PEDER CLAUSSØN omtaler GUSTAV STORM endel af de vanskeligheder, som den anseede provst havde at gjennemgaa med sit provstis præster, og jeg skal nedenfor berøre dem; meni først er det nødvendigt at forudskikke nogle ord om reformationstidens præstestand i almindelighed.

Fordringerne til en præst var dengang langt ubetydeligere end nu. Hans virksomhed var dengang meget simplere og lettere. Han skrev ikke prækenen selv, men læste den op af en postil. Derimod var det hans pligt at undervise ungdommen i «barnelærdommens» hovedpunkter, saafremt der ikke var beskikket en degn til dette arbeide. Undervisningen var udelukkende mundtlig, og den kundskabsmeddelelse, som fordredes, var forsvindende liden. I selve kirkeordinantsen bruges det karakteristiske udtryk «at prædike en Bog». «Ei heller skulle andre Bøger prædikes end de, som ere lette og nyttelige,» heder det (H. RØRDAM: «Danske Kirkelove»), I midten af det sekstende aarhundrede udstedtes vistnok et almindeligt forbud mod at læse op af bog fra præstestolen. Præsten skulde lære bogens ord udenad og saa fremsige det som en lært lekse; men det hjalp ikke; forgjæves blev forbudet gjentaget gang efter gang; selv ikke gjentagne trudsler om afsked førte til det forønskede maal. Undervisningen i barnelærdommen blev altsaa den vigtigste del af præstens virksomhed. Paa landet skulde den ene halvdel af prækentimen anvendes til katekismusforklaring. Dette var altsaa en vigtig del af selve høimessegudstjenesten paa landsbygden. I byerne blev denne undervisning henlagt til «aftensangen». — Ofte kunde præsten ikke stort af det, han skulde undervise i. Som før nævnt er kulsvierpræsten i eventyret ikke en saa uvirkelig figurr som man i vor tid skulde være tilbøielig til at tro. Man har ikke saa faa eksempler paa, at studenter blev præster; i enkelte tilfælde fortsatte de sine studier efter at have «faaet kald»; i mange blev der ikke tale om at fortsætte — saaledes som vi ovenfor har seet med PEDER CLAUSSØN FRIIS. Kulsvierpræsten har i alle fald i Danmark en saa nær beslægtet prototyp, at han ikke kan være stort nærmere beslægtet. Det er en præst i Ribe; vistnok var han ikke kulbrænder; men han var i alle fald smed, og det kan vistnok komme ud paa ét. I Bergen blev der i 1569 ordineret en præst, hvis væsentlige kvalifikation var den, at han havde været tjenestegut hos biskoppen. Det heder herom kort og lakonisk i ABSALON PEDERSSØN'S «Kapitelsbog»: «28 Augustj. Vart Niels Hielt, bispens dreng, ordinerit til prest oc kallit at vere her Peders capellan til Fane.»

Men paa den anden side maa det ogsaa fremhæves, at reformationstidens præster havde store vanskeligheder at kjæmpe med. Allerede tienden voldte dem stort besvær. Den saakaldte tiende skriver sig fra SIGURD JORSALFAR'S regjeringstid. Før havde præsternes lønning været bestemt paa en mere vaklende maade; en del af den havde i alle fald været gjenstand for mindelig overenskomst mellem præst og menighed, for ikke at tale om sligt som offer og andre frivillige ydelser. Tiendens indførelse søgte at regulere disse forhold. Tienden blev delt i fire dele, der skulde tilfalde: 1) sognets kirke, 2) sognets præst, 3) stiftets biskop, 4) sognets fattige. Tienden var først og fremst korntiende — 1/10 del af aarets korn-afkastning —, fisketiende — hver tiende fisk, som i tørket tilstand blev bjerget af fiskerne i fiskedistrikterne —, kvægtiende, en ydelse af, hvad gaardens besætning bragte til verden. Dertil kom «hovedtienden», der fra gammel tid var en frivillig sjælegave af en tiendepart af giverens hele løse formue. Siden var den gaaet over til at blive en skyldighed, som hver mand var pligtig til at yde en gang i sit liv. Denne ophørte som skyldighed, hvor erhverstienden blev indført. Ved reformationen blev den gamle tiende delt i tre dele: kongetiende, kirketiende og præstetiende; men efter saa mange aarhundreders praksis holdt folket fast paa den gamle deling i fire parter. De delte fremdeles i fire dele — og beholdt nu den fjerde del selv. Det førte til mange og langvarige stridigheder, ikke mindst i Stavanger stift, hvad G. STORM gjør nærmere rede for i sin biografi af PEDER CLAUSSØN.

Men ogsaa paa andre Omraader havde reformationstidens præster store vanskeligheder at kjæmpe med. Reformationens indførelse i Norge var et statskup, hvorved kongemagten — og adelen — tilranede sig en hel del af kirkens og geistlighedens gods. De ledende mænd var ivrigere efter at «grave til sig» end efter at skabe en ny ordning af de kirkelige forhold, Derfor kan tiden betegnes som en ren opløsningstilstand. Kongens fogder indkvarterede sine folk paa præstegaardene, holdt ting der og lod de stakkels, ikke meget rundelig aflagte præster betale omkostningerne; de tog kirkerne i brug til verdslige Øiemed, bemægtigede sig deres indtægter, udhuggede deres skoge o.s.v., o.s.v. Hvis der skulde være tale om at bringe geistlighedens anseelse paa fode igjen, saa maatte dette forhold blive ændret, og det blev ændret baade i Stavanger og andre stifter. Geistligheden holdt store kapitelsmøder og andre prælatsammenkomster, klagede baade til den geistlige og verdslige overøvrighed i Kjøbenhavn, og sagerne blev ordnet, om ikke netop i første øieblik saa dog i tidens løb.

Men præsterne havde ogsaa andre vanskeligheder at kjæmpe med, og den værste af dem var selve «kirkealmuen», som det heder med et gammelt ord. Almuen hang fremdeles ved mange af de gamle kirkeskikke. Den gik bare til alters paaskedag; den drev paa med den gamle anvendelse af tændte lys ved høitidelige familje-begivenheder, der paa en eller anden maade stod i forbindelse med kirkelige handlinger, som begravelse, barnedaab, barselskvinders kirkegang. Selv saa sent som for nogle aar siden har jeg været indbudt til en begravelse af et lidet barn borte i en afsides vestlandsk fjordbygd, hvor ceremonier og alting — indtil lysbrændingen paa kistelaaget — var saa katholsk, at de tilstedeværende «kulturmennesker» frydede sig ved at opleve et lyslevende stykke middelalder. Naar saadanne skikke har holdt sig saa længe som helt ned i nutiden, hvor præsten selv sidder tilstede og respekterer skikkene — som han gjorde ved denne leilighed —, saa er det intet underligt i, at præsterne i reformationstiden blev ugleseet af «almuen». Dels stod de i «almuens» øine som repræsentanter for et nyt system, et system, der var forhadt, netop fordi det var nyt; dels var de selv (d.v.s. de bedste af dem) bestandig paa vagt mod alle levninger af gammel «papistisk» overtro. Og som følge af alt dette opstod der et fiendtligt forhold mellem «almuen» og deres nye præster. Bønderne behandlede sine præster, som om de var deres værste fiender, Nogle slog de ihjel, andre mishandlede de paa mange maader. I et norsk Præstegjæld var der ingen præst i tre aar, da ingen turde overtage præstekaldet der. I Omlid dræbte de en præst, den anden huggedes og droges de med, den tredie hug de to fingre af, den fjerde jog de i badstuen, hver gang de drak, og den femte blev julen 1576 med sin dreng jaget ud i en udlade, hvor han var nær ved at fryse ihjel om natten. Men saa var presterne heller ikke Vorherres bedste børn; de var alt andet. Bare fra PEDER CLAUSSØNS eget provsti har man adskillige karakteristiske eksempler, der viser, hvor lavt præstestanden dengang stod. Præsten i Vanse, provstiets største Præstegjæld, JØRGEN: STORK, havde havt et barn med sin hustru, før de blev gift. Præsten i Lyngdal, MADS MIKKELSSØN, foreslog ham, at de skulde bytte kald, og da JØRGEN STORK, som rimeligt var, ikke vilde gaa ind paa dette, anklagede han ham for hor og førte falske vidner. Skjøndt dette blev oplyst paa det aller utvivlsomste, blev dog anklageren fri for straf. Den anklagede viste sig forøvrigt siden paa andre hold at være værre og ikke bedre. Han nægtede en bonde sakramentet fordi de var uvenner og laa i proces med hinanden; han skrev falske breve og maatte betale bøder derfor; han havde sprunget efter sin provst med en øks for at hugge til ham, og senere havde han villet overfalde ham ved kirken under gudstjenesten en søndag, han stod for alteret i messeklæder, havde han faaet øie paa et kvindemenneske ude paa kirkegaarden; hende var han sint paa — og vips for han fra alteret og ud paa kirkegaarden for at dænge hende. Trods alt dette fik han beholde sit kald. Efter JØRGEN STORK'S død overtog sønnen kaldet. Svigersønnen, der havde været JØRGEN STORK'S kapellan, mente, at han havde ret til det. Og saa stævnede de hinanden for retten. Kapellanen beskyldte da sin svoger for dovenskab og drikfældighed. Da provsten vilde mægle fred, blev han udskjældt og undsagt. Sognepræsten gik undertiden
i gjæstebud om søndagen istedetfor i kirken, blev der oplyst; en gang havde han været fjorten dage borte fra sit sogn; han havde været paa rangel i al den tid. Svogeren blev overbevist om at have faret med løgn og bagtalelse. Midt under forhøret begyndte disse to — i provstens og hele menighedens paahør — at skjælde
hinanden ud med de gemeneste skjældsord. De kaldte hinanden for løgnere og lovede at gjøre hinanden æreløse. Da de senere traffes hos provsten, røg de i haarene paa hinanden.

Selv en mand som PEDER CLAUSSØN FRIIS var flere gange oppe i Slagsmaal. I et gilde — omkring 1585 — kom han i strid med lensmanden TORKEL HAGE; de sloges, og provsten ståk lensmanden med en kniv i armen. Siden maatte provsten betale bod efter landsloven for knivstikket. I et julegilde 1589 kom han i Slagsmaal med en bonde og blev saaret. Man ser, at han var et barn af sin tid.

Forøvrigt er kjendskabet til PEDER CLAUSSØN'S privatliv temmelig tarveligt. Med sin hustru, hvis navn man ikke kjender, havde han en søn og «mindst to Døtre». Sønnen blev præst, døtrene blev gifte med velstaaende bønder. Familjetradition og bygdesagn der vestfra vil imidlertid ogsaa tillægge PEDER CLAUSSØN et par andre døtre, fra hvem endnu levende bondeslægter skal nedstamme; men det er ikke muligt at skaffe vidnesbyrd for disse sagns Paalidelighed.

Den mest dramatiske episode i PEDER CLAUSSØN'S liv er hans strid med lensherren paa Nedenæs, PEDER GRUBBE, under hvis myndighed Lister stod. Lensherren var kommen i strid med bønderne i anledning af skatter og andre tyngsler; begge parter besluttede at klage til herredagen i Bergen; men samtidig klagede PEDER GRUBBE ogsaa over PEDER CLAUSSØN, idet han paastod, at provsten havde taget bøndernes parti og i det hele taget sat dem op imod lensherren. Han havde ogsaa sanket sammen adskillige andre klagepunkter mod herr PEDER, i det hele seks, tildels af en temmelig graverende natur. Han skulde paa egen haand have tilladt et ægtepar at skilles og hver paa sin kant indgaa nyt ægteskab — uden at bringe sagen ind for kapitelsretten. Han havde ligeledes paa egen haand ophævet en trolovelse og tilladt den trolovede mand at gifte sig med sin første trolovedes søster; ogsaa i en anden trolovelsessag havde han baaret sig egenmægtig og ulovlig ad. Herr PEDERS Slagsmaal med lensmanden fremstilledes som et slags drab, idet der blev paastaaet, at lensmanden var død af det saar, som herr PEDER havde tilføiet ham. Han havde heller ikke betalt bod for saaret. Endvidere havde han «altid med sin oprøriske Gjerning og Bøndernes Medholdelse opsat sig med dem mod Kongens Fogder og gjort Almuen opspænstig mod hans Ombudsmænd». Og endelig havde han ilagt de skyldige ulovlige bøder til Stavangers hospital for mindre kirkelige forseelser. — Det var altsaa et temmelig vidtløftigt synderegister, PEDER CLAUSSØN havde at stande til rette for, da han ved midtsommertid 1604 drog til herredagen i Bergen, «Her var en usædvanlig stor Forsamling tilstede; Rigets Biskoper havde siddet sammen her siden 22de April for at udarbeide den nye Ordinans, og de overvar tillige Herredagen for sammen med Adelen og Lagmændene at gjennemgaa Udkastet til den oversatte Landslov» (G. STORM). Kong CHRISTIAN DEN FJERDE var selv tilstede ved herredagen og med ham baade den danske og norske kansler, den norske statholder o. fl. For denne forsamling havde PEDER CLAUSSØN at forsvare sig; men han mødte frem vel rustet, og det lykkedes ham at bevise klagernes urimelighed saa grundig, at han blev frifunden. Det viste sig gjennemgaaende, at klageren havde gjort smaa fluer til store elefanter, og skjønt PEDER CLAUSSØN paa enkelte punkter fik en liden advarsel i anledning af de smaa fluer, stod han dog tilslut med palmer i hænderne lige overfor sin modstander, der allerede aaret efter maatte forlade sine len.

PEDER CLAUSSØN var en mand paa henved seksti aar, da han mødte for herredagen i Bergen; han levede endnu i ti aar agtet og anseet saavel af sine embedsbrødre som af sine sognebørn. Allerede tidligere havde han — for en væsentlig del paa egen bekostning — bygget en ny kirke i sit Præstegjæld. Og denne kirke synes han senere at have omfattet med særlig interesse; han forsynede den med kor i 1591, og baade kor og kirke var
«tre gange saa stort som det gamle». Senere sørgede han for kirkens indre prydelse; han skaffede den kalk, disk og altertavle — «dog alt uroset for Gud», som det hed i en indskrift, han lod ophænge i den for ca. 100 aar siden nedrevne kirke. Til kirken forærede han ogsaa sit fortræffelig malede portræt, der endnu hænger i Valle nuværende kirke, og hvoraf som før nævnt en kopi eies af universitetet i Kristiania. Det er senere reproduceret i lithografi foran JACOB AALL'S oversættelse af de norske kongesagaer. Hvem der er mester for billedet, vides ikke. Man skulde nærmest være tilbøielig til med G. STORM at antage, at det er malet af den samme kunstner, der udførte altertavlen, — PETER REYMERS kalder PEDER CLAUSSØN ham i den førnævnte indskrift; men professor  L. DIETRICHSON har i et foredrag i Kristiania Videnskabsselskabs
henledet opmærksomheden paa, at ogsaa en anden maler i PEDER CLAUSSØN'S dage malede i Valle kirke. Denne maler hed LYDKE DIRIKSEN, og professoren helder til den tro, at denne er billedets ophavsmand, samtidig som han medgiver, at paa sagens nuværende standpunkt kan Spørgsmaalet ikke bestemt afgjøres.

PEDER CLAUSSØN havde paa sine gamle dage megen sorg. Det var en af hans dattersønner, som voldte ham den. Han havde taget sig af den unge mand med ægte bedstefaderlig interesse. Han havde holdt ham baade paa skole og ved universitetet; men dattersønnen lønnede disse velgjerninger paa en daarlig maade. Han fik uægte børn, forødede penge, som andre havde betroet ham, og som bedstefaderen siden maatte betale for at redde ham. Det dreiede sig om hele 52 rigsdaler, et efter datidens forhold ingenlunde ubetydeligt beløb. Han blev dog alligevel præst før PEDER CLAUSSØN'S død, og senere «synes han at have forbedret sig»; men da var bedstefaderen allerede ude af sagaen. Den gamle Listerpræst døde nemlig den I5de oktober 1614. —

PEDER CLAUSSØN FRIIS var en hjemmeføding og en autodidakt. Han havåe ikke ABSALON PEDERSSØN's lærde dannelse; men søn af en landspræst, opvokset blandt bønder og selv landspræst, levende blandt bønder, blev hans syn i mange stykker bondens eller rettere sagt bondehøvdingens. De gamle høvdingers tid var længst forbi; men de faa populære hjemlige præster indtog paa en vis maade deres plads. Fogder og lensherrer var upopulære, fordi de trykkede bønderne med skatter og paalæg, som føltes tunge og uretfærdige. Præsten stod derimod i mange stykker som en af deres egne, saafremt han i det hele taget forstod at vinde deres Sympathi. En saadan præst, udgaaet af folket, selv sympathiserende med folket og sympathisk opfattet af folket var netop PEDER CLAUSSØN FRIIS. Endnu den dag i dag lever hans navn blandt befolkningen og folkesagnet har ranket sig frodig og broget op om det. Det er en hel mangfoldighed af fabelagtige begivenheder og handlinger, der flettes ind i hans livshistorie, og alle bæres af en vis bred humoristisk Sympathi for den brave Undals-præsts store og gode handlinger. Hans forgjængere i embedet som Undals sognepræster er glemte, hans nærmeste efterfølgere ligeledes; men hans navn lever blandt befolkningen, og ham tillægger man ikke blot meriter, som de andre muligens har udført, men ogsaa saadanne, som aldrig har været udført hverken af ham eller hans kaldsbrødre. Det store portræt, der blev hængende i Valle kirke, har vistnok havt en væsentlig andel i denne popularitet; men hans eget liv og virksomhed har dog ogsaa havt sin del; den var nemlig helt igjennem af den art, at befolkningens sunde sans i ham saa en fremragende personlighed, og saa blev han for Lister, hvad PETTER DASS blev for Nordland: sagnhelten, legendepræsten, den, som kunde mere end sit fadervor, og som traditionen samlede sig om. Frå sit nære forhold til bønderne havde PEDER CLAUSSØN uden tvivl en væsentlig del af sin sans for de nationale sager. At denne sans udviklede sig i den retning, som den gjorde, og naaede til de resultater, vi kjender, skyldes derimod vistnok hans lærde forbindelser. G. STORM har leveret en udførlig redegjørelse for hans «studier». «Hans lærde Opdragelse, hans Deltagelse i de offentlige Anliggender inden Stiftet, hans Virksomhed som Canonicus i Stavanger,» skriver STORM, «maatte paa mange Maader berige hans Aand og bringe ham i mangeartet Forbindelse med Tidens ledende Mænd.» Derved har hans nationale syn faaet en videre horisont; han har lært at se baade længere udover og bagover. Som ABSALON PEDERSSØN ser han ikke med videre Sympathi paa sin samtid; begge har en levende følelse af landets forfald, om end PEDER CLAUSSØN'S følelse paa dette punkt synes mindre dyb og mørk end ABSALON PEDERSSØN'S. Den norske bonde roser han for mod og styrke, og hans ros er paa dette punkt ikke langt fra at antage et Bjerkebæksk anstrøg; men paa samme tid har han udtryk for den stærkeste dadel, naar det gjælder bøndernes feil. Det er «et haardt, modvilligt, ulydigt, selvraadigt, overdaadigt, uroligt, oprørisk og blodgjerrigt Folk». Alligevel har han, som antydet, en levende interesse for dette folk og det land, som det bebor. Det norrøne sprog havde han i sin ungdom studeret under en gammel, i Helgeland født lagmands veiledning. Denne mand — JON SIMONSSØN hed han — har overladt PEDER CLAUSSØN «sin udmærkede Lovcodex til Afskrivning og hyppigt fortalt ham om Throndhjem (specielt Domkirken), om Nordland (specielt om Næringsveie og Naturprodukter) og vei ogsaa om Island.» STORM bygger denne udtalelse paa, at PEDER CLAUSSØN, der var en saa lidet bereist mand, alligevel havde saa forholdsvis god greie paa disse landsdele, som han ikke kjendte af selvsyn. — Gamle haandskrifter har han ogsaa havt anledning til at studere i temmeligt stort antal. Ikke mindre end syv haandskrifter af den gamle sagaliteratur maa han ifølge STORM'S undersøgelser have kjendt, og af lovhaandskrifter maa han have kjendt seks. Blandt trykte bøger har han ikke havt et ringe kjendskab til det sekstende og syttende aarhundredes geografiske og historiske literatur. Udrustet med disse forudsætninger blev han den ypperste blandt den række oversættere af norrøn literatur, som han tilhørte, ligesom han overhovedet blev sin tidsalders betydeligste prosaforfatter paa norsk. Hans stil er kraftig og djærv og røber et betydeligt fremskridt i stilistisk sikkerhed fra ABSALON PEDERSSØN's dage. Men denne øgede sikkerhed har ikke øvet nogen skadelig indflydelse paa stilens umiddelbarh'ed. Frisk og troværdig, mandig og malmfuldt klinger denne simple røst; det er omtrent, som om en hvidskjægget, gammel fjeldbonde førte ordet. Derfor er det intet under, at hans oversættelse blev en saa kjær læsning blandt de norske bønder. Jeg anfører som en prøve paa hans stil et stykke af hans bemærkninger om Trondhjems domkirke. Efter at have omtalt kirkens herligheder siger han:

«Men fordi at ald denne Herlighed vaar icke funderet paa nogen god Grund, hafuer den oc faaet en underlig Ende, thi Domkircken hafuer tre Gange brent ved Tordenild, som der hafuer i slaget. Oc den sidste Gang, som hun brende, da slog Ilden skinbarligen fra Domkirken oc en gantske Vge Siøes nord over Fiorden til Holmskloster oc afbrende det, huilcket vaar et klart Vidnisbyrd, at saadant skede icke aff en Hendelse, men ved Guds Bestilling, som icke kunde lenger fordrage oc tilstede deris Afguderii oc grofue Vildfarelse, som de fore frem udi med Guds hellige Naffns store Bespottelse oc Menniskens Forførelse. Saa hafuer oc de Geistligis verdslige Pract oc Praal, Mact oc Myndighed met ald saadan Pafuelig Vildfarelse, som deris Rige var bygt paa, faaet en Undergang ved den rette oc rene Evangeliske Lærdom, som Gud haffuer opliust dis?e Lands Indbyggere met. Men dette er at beklage oc ingenlunde at lofue, at mand i den Reformerede Evangeliske Lærdoms Begyndelse icke alleniste borttog aff Kircker oc Kloster, hues Guld oc Sølff oc andre Klenodier, som brugede vare til den Pafuelige Religions Brug, met Klæder oc andet saadant, men oc saa slemmelige ødelagde det, som de hafde ingen Gafn aff, oc nedsloge skiøne Bygninger, unødtørftelig opbrende nyttige 13 — 111. norsk literaturhistorie. I. Bøger oc Brefue, oc ødelagde Kirckens ornamenter oc Prydelser, oc giorde Guds Huse saa meget blotte oc bare, huilcket mand vei kunde værit foruden, oc de hafde
deraff heller ey nogit Gafn.»

PEDER CLAUSSØN FRIIS har været en temmelig produktiv forfatter. Hans forfattervirksomhed var saagodtsom udelukkende af geografisk og historisk art; men han har ogsaa med en vis forkjærlighed behandlet naturhistoriske emner. De sidste har han imidlertid behandlet «populært»; hans beskrivelser af dyr og planter, forekommende i Norge, har fra zoologisk og botanisk standpunkt helt og holdent lægmandspræget, og de har ubetinget større værdi som bidrag til folkets opfatning af naturen end som paalidelige skildringer af den.

Blandt hans literære arbeider maa først og fremst hans oversættelser fra gammelnorsk nævnes. Øverst blandt disse staar hans sagaoversættelse «Norske Kongers Chronica», som den heder i den af den lærde danske læge og oldforsker OLE WORM besørgede udgave. Som den foreligger, er den ikke et arbeide, der er frembragt i én støbning. Først synes PEDER CLAUSSØN at have oversat SNORRE, uden at kjende de senere kongesagaer. Bagefter har han tilføiet disse og udfyldt det hul, som der, for slutningen af det tolvte aarhundredes vedkommende, var i hans kjendskab til den gamle literatur, med et uddrag af SVERRE'S saga af en nyere forfatter. En ordret oversættelse har PEDER CLAUSSØN ikke leveret. Det maa nærmest betragtes som et slags bearbeidelse, idet han nemlig paa flere punkter har indflettet partier af forskjellige hinanden delvis uafhængige haandskrifter.

Selvfølgelig er hans oversættelse af den norske lov af en anden art. Den er korrekt eller rettere sagt saa korrekt, som hans sproglige kundskaber strak. Den eksisterer endnu i flere originalhaandskrifter. Dens titel er «Norriges Lov, udset paa Danske oc Norsken herhos, wed Peder Claussøn, Sogneprest i Undal, Anno Christi 1600». Den, som vil have nærmere greie paa disse forskjellige haandskrifter, henviser jeg til STORM's oftere anførte fortale til hans udgave af PEDER CLAUSSØN'S «Samlede Skrifter». I en populær literaturhistorie hører det selvfølgelig ikke hjemme at gjøre rede for den slags specialistiske detailler; man faar nøie sig med at henvise til kilderne. —

Dei vanskelige tidlige emigrantane

Ei etterlysing denne uka i Rootsweb Message Board

Det såg greit ut i første omgang, med eksakt fødselsdato, navn på barn og navn på foreldre, og et stedsnavn til kontroll.
Thomas Thorisen (evnt Thomasen), født 25. april 1858, av foreldre Karoline Pedersdatter og Thomas Thorisen, ei søster kalt Belle, og så mora Karoline født 27. juni 1827 av foreldre Peder Holmen og Isabelle, med morbror Christian Holmen født ca 1838.
Emigrasjonsåret 1861 er litt vanskelig, dei reiser før FT-1865, før norske emigrasjonsprotokollar, og er ikkje med i 1860 census i USA.
Søk på skipslistene i Norway Heritage gav ikkje resultat.
Familysearch IGI burde gi svaret. Eg prøvde med navn på barn og med årstall, og med navn på foreldre (uten årstall) for Thomas og Karoline, - men ikkje napp. Vel, eg fekk et napp i Mandal. Men når eg sjekka videre, var det for mye som ikkje stemte. Eg sjekka om det kunne vere aktuelle navn på Holmen i Søgne, men fant ikkje noe.

Da var det nok "amerikaniserte" navn. Thomas, Caroline og Isabelle er alle typiske amerikanske navn som dei første emigrantane skifta over til når dei hadde litt for norske navn. Karoline gjetta eg nok kunne vere Kari. Men Thomas kunne vere så mangt. Thoris trudde eg kunne vere Tørres som er vanlig på Sørlandet, og da kunne Thomas gjerne vere Tønnes, også typisk for Sørlandet. Tønnes som blir til Thomas i USA har eg vore borti før. Isabelle sjekka eg opp i FT-1801.. Det var som eg hadde anelse om, et sjeldent navn i Norge (ca 35), bare brukt litt i finare familier. Isabelle var dermed ganske sikkert ei amerikanisering. - Men kva var originalen?

Vel, det blei ikkje meg som knekte den nøtta. Det blei 4vivi. Godt gjort!

Internett-venner

Gjennom slektsgransking har eg fått gode venner heile verda rundt. Internett er ein fabelaktig redskap.

27/7 1999 kom eg over denne etterlysinga på internett, på Rootsweb Message Boards, Vest-Agder:

My great grandfather Ole Aanensen Vik brought his wife, Asjer Tormundsdatter Tveden and two children, Marie and Kari, to the Midwestern US (Chicago) around 1893. Marie later married Gabriel Ommundsen, a Norwegian immigrant from perhaps Flekkefjord or Forsund. The Aanensen (later Anderson) family came from Eiken, Vest Agder. Would like to hook up with relatives or anyone with information

Greg Coxson

Greg
Eg kontakta han, og seinare er det blitt mange e-postar att og fram. Først om navn i slekta, om kva ein kan finne i kyrkjebøker og folketellingar, og om geografien i Eiken og Fjotland. Eg kunne sende noen bilder frå Vestre Vik på 60-talet. Det var nemlig ein av dei stadane eg i ungdommen eg hadde fine turminner frå – og fotografier. Seinare blei det e-post om mange andre emner, om 17. mai, om skiterrenget på Kvinesheia, om buss-sjåfør Bryge, om Nils Henrik Abel og mye anna forskjellig.

Vestre Vik og Tveiten
Ole Aanensen var født 1863 på Vestre Vik, av foreldre Ånen Tronsen (1816-1882) og Kari Knutsdotter, f. 1820. Ole var yngst av fleire søsken. Noen av brødrene hans var skreddarar ved folketellinga i 1865.
Asjer var født på Tveiten i 1861, datter av Tormund Tormundsen Tveiten, f. 1826, og Maria Sørensdatter Håberg, f. 1825. Asjer hadde fleire søsken som døde. Ei søster Torborg, født 1854, emigrerte og har etterslekt i Minnesota eller Wisconsin, USA.

Matematiker
Ole og Asjer ankom Chicago i 1893, det året det var verdensutstilling i byen. Ole Ånensen skifta etternamnet til Anderson, og Asjer var eit for vanskelig namn for amerikanerane, så ho blei til Ida. Ungane begynte på skule der, og dei klarte seg bra. Fleire av etterkommerane har god utdanning. Greg sjøl er ingeniør, og er svært interessert i matematikk. Nils Henrik Abel er Norges mest kjente matematiker. Mange har hørt om han. Men Greg kunne fortelle at han har brukt teoriene til Abel i praksis. Han kjente også til matematikeren Caspar Wessel. Vi i Norge kjenner meir til broren, Johan Herman Wessel, rimsmeden.

Fjotland
Greg Coxson si mormor var Alma Emmersen, f. 1905, datter av Marie Andersen (1883-1955) og Gilbert Emmerson, f. 1874. Maria var 10 år då ho emigrerte med familien sin i 1893. I 1905 blei ho gift med ein ny emigrant, Gilbert, elller Gabriel Ommundsen, som kom frå Steintland i Fjotland. Det er ei snau mil å gå over heia frå Steintland til Vestre Vik. Det er slett ikkje umulig at dei kjente til kvarandre frå barndommen. Eg inviterte Greg til å komme til Eiken og gå turen mellom forfedrene sine barndomsheimar, og Greg hadde planar om å prøve vinterstid på ski. Men så blei det uventa familieforøkelse, det kom ein attpåklatt som snudde rundt på planane.

Besøk til Norge
Den eldre generasjonen heldt kontakt med gamlelandet med brevskriving. Søster til Marie, Carrie (1886-1959) var den første til å reise til Norge på besøk. Ho har skrive om turen sin. Den 3. august 1836 kjørte ho med buss frå Farsund klokka 8.30. Klokka 10 ankom dei Lyngdal og bytta til ny buss der tremenningen Magnus Bryge Bryggesåk var sjåfør. Etter to times kjøring kom dei til Lygnevannet, der dalen utvida seg, med dyrka mark og bebyggelse, og etter enda ein halv time kom dei til kyrkja. Dei steig av ved Tveiten, der dei var invitert til JoTveiten, kona Torborg og svigerdattera Anna. Jo var søskenbarn med mora Asjer.
Gregs mor Alma hadde seinare ein tur til Norge med cruise-skipet «United States», og tanta Betty Coxson hadde ein tur på besøk til søster til Gabriel Ommundsen Steintland.
Ingen av denne første generasjonen er i live idag. Marie døde i Chicago i 1955, Carrie i California i 1959. Søstera Carol, f. 1897, døde i San Diego 1967, og Al, som blei født ved ankomst i USA i 1893, døde i 1980. Al Anderson hadde mange forskjellige yrker, han var verktøymaker, sjømann og kokk og enda opp som arkeolog og spesialist på gamle indianske kulturar. Han hadde ein sønn, Georg, født 1930.

Historien om slekta
Georg, som var den einaste etterkommaren i mannslinja, døde av kreft i 2004. Greg hadde kontakt med han på det siste, og lovte å skrive ned noe om slekta sin historie som emigrantar, og bringe det til Eiken. Det er gjort. Greg har skrive ei fortelling om slekta (9 A4 sider), og har lagt ved bilder av Ole og Asjer, barn og barnebarn. «Eiken in America – The Story of Ole and Asjer Anderson». Fortellinga vil eg legge ut i bloggen slik den er på engelsk.

Fjesboka - og språk

Først lurer eg på: ordet "fjes", kjem det fra engelsk "face"?
Uansett synes eg fjesbok er et godt norsk ord. Det gjelder å vise seg fram.

Eg er inne på Fjesboka. Eg er ikkje spesielt aktiv, men eg følger med. Det blir et spesielt språk, med sånne standard fraser og oversettelser.

Status
Eg ser stadig at noen kommenterer andre sin status. Eg har ikkje heilt forstått kva "status" betyr. Eg trur ikkje status-symboler har noe å gjøre med dette.
Eg syntes det var søtt å lese her om dagen at min svoger og mi svigerinne "er nå gift - for 2 timer siden". Eg trudde dei hadde vore lykkelig gift i 30 år, - men bedre seint enn aldri!

Liker
Eg har sett at det eksisterer ei fjesbok-gruppe som vil ha ein "liker ikke"-knapp. Kanskje er det best slik som det er. Eg veit i alle fall av erfaring som lærer at ros virkar bedre enn ris. Det gir bedre effekt å rose med navns nevnelse dei 17 elevene som står fint oppstilt, enn å kommentere dei 3 surrekoppene som vaser omkring.
Det blir noen morsomme effekter med denne "liker"-knappen. Når Anne skriver at "Støvsuging er pyton", og det så straks spretter opp at "Per Anders liker dette", så er vel saken grei. Per Anders får overta støvsuginga for Anne. Men ein kan bli i tvil. Når Anne skriver at pizzaen blei svidd, og "Per Anders liker dette", så kan ei lure på om (1) Per Anders liker pizza, eller (2) han liker svidd pizza, eller (3) han liker at Anne spiste svidd pizza. Vi får bare gjette.

Annonsene til høgre på Fjesbok-sida har også "liker"-knapp. I dag var det bilde av neglesopp.

Der syns eg "liker"-knappen var unødvendig.

Debatt - og muldvarp-virksomhet
Fjesboka  fungerer dårlig som debatt-forum! Eg har deltatt i to debatter her i vinter, om uttalen av årstallet 2010, og om sammenslåing av Agder-fylkene. Og eg har meldt meg inn i gruppene "Folkebevegelsen tjueti" og "Ja til sammenslåing av Aust- og Vest-Agder". Men det er da gørrande kjedelig å bare diskutere med folk som ein er enig med! I begge tilfellene falt eg for fristelsen med litt sabotasje. Eg meldte meg inn i motstander-gruppene, for å få framført mine argumenter. Etterpå meldte eg meg ut igjen, for å ikkje bli telt med i feil statistikk. Det var interessant å lese at ein i "Ja til sammenslåing" kommenterte nettopp det, at diskusjonen var meir interessant i motstander-gruppa, på grunn av muldvarper med gode innlegg.

Påskenøtter - og aldersrekorder?

I stedet for påskenøtter og krimgåter på TV har eg kost meg med noen påskenøtter på internett.

Ein ungkar på 83 år som far?
Eg trudde eg hadde funne den til nå eldste faren i mitt søk i kirkebøkene, - i kirkebok for Rødøy, Nordland 1853. Eg leste far til nr 45 Birgitta Eline Christine som ungkar Christen Carlsen Telnes, 83 år.

Men, - med 150 % størrelse og nøye studering fant eg at det var nok bare 23 år. Og det var mindre sensasjonelt.

For hobby-detektiven var det likevel morsomt å få til gjennombrudd i ei nøtt som hadde ligge uløyst på nettet i over ein måned med mange innlegg og forsøk. Utfordringa var å finne den norske opprinnelsen til Peder Nicolas Hagen, født 18. nov 1881. Etterlysinga var i Rootsweb, Norway General.
Eg fant ut av det ved å bruke foreldresøk i Familysearch LDS IGI. Et dødfødt guttebarn, Johansen, i Rødøy 1873, var det første sporet av interesse.

Emilie Wold, mor i ein alder av 53 år?
Etter det har eg brukt litt tid på Ole og Emilia Wold.
Spørsmålet er: Kan det stemme at Emily Olesonson (50) ikkje er 50 år, men 59 år, - og at ho er mor til Cornelia på 6 år? Er ho den samme som Ingaber Onnansen (38) i 1850, og egentlig 49 år da?

 Noen interessante navneforandringer. Dei første norske emigrantane til Amerika forandra ofte navna mye. Dei var vant fra Norge med mange ulike stavemåter av navn. Dei presenterte navnet sitt gjerne muntlig. Og skrivemåten blei på ein måte som amerikanerane kunne forstå å uttale.

Det ser ut til at mange Ingeborg fra Norge blei til Emily i USA. Ingeborg er nesten det eineste norske navnet som har et "standard" kortnavn, nemlig Emma (Imma på min dialekt). I Sverige (Lars=Lasse, Nils=Nisse) og USA (Robert=Bob) er "standard" korte kallenavn vanlig.

Det er interessant at det norske gardsnavnet Gvål ser ut til å ha blitt Wal og Wold i Amerika. Gvål er Telemarks overgang mellom vestnorsk Kvål og søraustnorsk Hvaal. Kvål ville eg tru oftast blei til Quale. Men Gvål kan ha blitt til Wal.

Om hermer og risper - og om Ola Garson

Eg voks opp på Skeie i Eiken. Folk der var gode til å fortelle. Dei fortalde hermer og risper.
Ei god herme var sann. Det vil sei at ho skulle kunne vere sann, ho fortalte noe ein navngitt person hadde sagt, og som var karakteristisk for personen eller situasjonen han var i.
Ei rispe var ei historie, kanskje sann, men i alle fall god.

Først vil eg fortelle ei herme fra nabokona vår, Anna i Skjekkeland. Anna var nyfiken, og visste alltid siste nytt om folk i bygda. Ho var giktbroten, og kom seg sjeldan ut av huset. Men ho visste å å spørre ut dei folka som kom på besøk, så ho fekk greie på det ho ville. Ho fortalte til mor mi at ho ein dag fekk besøk av Jon Anker. Han var bare ein gutunge da. Og han svarte villig vekk, gav svar på alt ho spurde om. Mot slutten blei ho reint forstøkt, og spurde om det var sant alt det han fortalte. "Ja," svara han, "Noke e, og noke e'kkje."

Så om Ola Garson.
Han var født 3.3.1880 som Ole, son til Gahr Olsen Skjeie. Han blei konfirmert 1893 som Ole Garsen Skeie. Han skreiv seg som Ole G. Skeie, og han blei kalla Ola Garson.
Ola blir uttalt med åpen o-lyd, omlag "åola".  Og skal ein herme Ola sjøl, må ein legge på ein god nasal stemme.

I FT-1900 var han som så mange andre fra Eiken på "Austlandet" på arbeid. Han var i Tveit, på Boen sagbruk.
For å finne et bilde av Ola fant eg fram boka om Pål Eiken "Utan svik". Der er det mye interessant historikk om det politiske livet i Eiken i mellomkrigstida. Ola Garson var ein av lederane i Arbeiderpartiet, og var med i herredstyret. Eg veit svært lite om han i denne tida.

Huset han kom fra, er i dag borte. Det var ett av dei store tohøgda husa på Skeie, heilt inntil veien. Det har gitt tomt til Sørlandets rehabiliteringssenter og Eiken bu- og omsorgsenter.

Imma
Ola var 53 år da han fridde til Imma (Ingeborg) som var 37. Ola hadde ofte vore fæl til å drikke og ture, så Imma gav han et valg, - enten ho eller brennevinet. Ola valgte Imma, og han holdt løftet sitt.

Gikta
Ola brukte likevel sprit til medisinsk bruk. Han hadde fått et råd om at å smøre heile kroppen inn med sprit virka forebyggande mot gikt. Dette prøvde han. Han smurde kroppen grundig inn. Men han hadde akkurat litt for lite, - og derfor sette gikta seg i storetåa.

Salmer av Brorson
På sine eldre dagar var han ein trufast kirkegjenger. Han likte spesielt godt salmer av H.A. Brorson.  Når det var ei salme under gudtjenesten av Brorson, noterte Ola Garson dette bak i salmeboka si.

Ola hadde vore selger av takskifer
Vi flytta til Eiken i 1954. Eg minnes vi dei første åra pleide å bli invitert på juleselskap til Ola og Imma. Imma prøvde som vertinner skulle på den tida, å overtale dei beskjedne gjestane til å ta rikelig til seg av julematen. Men ho var ikkje fornøyd. "Nå må du nøya, Ola, du e så go'e, du som he vore agent!"

Lik i huset
Imma var 16 år yngre enn Ola, men ho døde før han.  Før begravelsen blei han spurd om han turde sove i huset, mens liket ennå låg der. Han var i tvil, så han sa til hushjelpa:  "Eg tru du Olga må liggja her den fyste notta. Og viss ikkje du naua noke, så kan eg liggja her."

Vask
Olga var flink hushjelp for den gamle enkemannen. Men ein dag kom han og klaga: "Du må vaska bere, for det lukta så ringt!" Og Olga vaska heile huset igjen, så godt ho kunne. Men det hjalp ikkje. Ola var ikkje fornøyd. Då fant Olga ut av det. Ho vaska barten hans, og da blei det reint i huset.

Støvlane som krympa
Som gammal enkemann kom han også ein dag over til butikken og klaga. Søster mi Bodil jobba der som hjelper, og det var til henne han kom. "Eg må ha nye gommistivla. Dessen her e blitt for små!" Men Bodil meinte at det kunne ikkje stemme, gummistøver skulle ikkje krympe. Han måtte ta dei på for å vise. Då såg ho problemet. Neglane hadde grodd, først fram og så langt at dei krulla seg ned og tilbake og trykka mot tærne. Bodil klyppa neglane, og da passa støvlane igjen. Ola var storvegs fornøyd.

Vanskelig betaling
Jon Telhaug på Skeie var ein av eigarane av Eikås sagbruk. Han fekk ein gong ordna slik at ein lastebil sette av et lass med hunved hos Ola. "Det e bare noke haunved", sa Jon. "Du ska få det." Men etter ei stund kom Ola bort til Jon og ville betale for veden. Nei, Jon ville ikkje ha noe for veden, den var gratis. Ola kom enda ei gong og ville betale, men samme svar. Så kom Ola ei gong til, og denne gonga var han alvorlig: "Fer eg ikkje reikning nå, så må eg setta advokat på deg!".

Barnearbeidere

Boycott Aust-Agder!

- fordi dei har ein velstand som er bygd på grov utnyttelse av barnearbeidere fra Vest-Agder.

Slik er det idag vi reagerer på bruk av barnearbeidere. Men nå var det 100 år sidan det skjedde her i fylket. Så vi får tilgi austlendingane (fra Aust-Agder).

Eg hørte fortellingane om barnevandring da eg var liten. Min gamle nabo Gunleif Pålsen i Skjekkeland, født 1876,  var hjuring som gutunge. Eg er ikkje sikker på om han var med "til Austlandet" som barn. Han gjette i alle fall på heia heime. Det var lange dagar for ein gutunge, aleine på heia med krøtteret. Som vaksen reiste han til "Austlandet" for å arbeide på Boen bruk. Her er han i FT-1900.

Barnearbeid er politisk tema idag. Og da er det interessant å få dokumentert vår eigen historie omkring temaet. Derfor er familiefilmen Yohan viktig.

Asbjørn Karlsen har ei fin side med dokumentasjon om si farmor Trine fra Gjemlestad i Kvinesdal som var barnevandrer.

I Konsmo har dei laga minnesmerke, og merka noen av stiane som blei brukt. Her info fra Mandal friluftsråd.
Den viktigaste lokale drivkrafta for informasjonsarbeidet har nok vore Thyra Ågedal.
Barnevandringa har også fått eigen blogg.

Aldersforskjeller

(bildet er klippa fra internett, det er ganske sikkert minipulert)

På Brukarforum i Digitalarkivet i går var eg innom debatt 76992. Der kom det fram et ekteskap med god aldersforskjell, på Birkeland i Feda, FT-1801. Ole Øyusen (22) fra Nuland i Feda gifta seg 10. oktober 1800 med enka Kirsten Korsmusdatter (57) på Birkeland. Ho kunne ha vore bestemor hans. Ekteskapet varer til 1821, da Kirsten dør, 77 år gammel.

På Birkeland i FT-1801 har Ole Øyusen naboene Anders og Tonetta. Dei får i 1802 dattera Guri. Ho blir i 1826 den tredje kona til Ole Øyusen. Ho er 58 år yngre enn den første kona!

Eg har et liknande eksempel fra Hægebostad. Den 8. oktober 1849 blei 22 år gamle Torkild Olsen Bakken gift med den 66 år gamle enka Siri Taraldsdatter. I neste ekteskap, 8 februar 1857, gifta Torkild seg med ei jente som var 10 år eldre. I det tredje ekteskapet valgte han ei som var 4 år yngre, FT-1865. "Det var enka Siri han var mest glad i!" (Hægebostad bygdebok, side 267).

Det har vore noen debatter i Brukarforum som har tatt fram aldersforskjeller mellom slektninger, debatt 3462. 

Slekt.no har også ei side med slektsrekorder.  Eg trur eg tenkte på Torkid Olsen Bakken da eg skreiv mitt innlegg der. Eg må ha gjort ein regnefeil - .

T-oldefar Bernt Hansen, født 1790, finn vi  i Mandal i FT-1865.  Da er yngstedattera Bernhardine 5 år.

Kona mi sin ttt-oldefar, Tor Andersen Dahl, finner vi i Kristiansand FT-1801, bokført som 75 år.  Han hadde 18 barn. Det siste, Anne Marthee, blei født 17. september 1806. Han har nok gitt seg et alderstillegg i folketellinga. Eg har ikkje funne dåpen hans, men LDS IGI vil ha det til at han var født på Robstad i Hægeland i 1737. Uansett, sprek kar må han ha vore.

Ut for å tjene - som åtteåring

Folketellingane er bare navn og tall. Men av og til kan dei gi innblikk i livssituasjonen for folka det gjaldt.

Farmor til kona mi heitte Lise, og var født 1892 på Støle, ein liten heiegard mellom Spangereid og vestheia i Sør-Audnedal. Faren var Eivind Gundersen (1856-1898). Han han blei sjuk mens han var ute som sjømann, og døde da Lise var fem år gammel. Mora Guline satt igjen som enke med fem små barn på ein bitte liten heiegard. Vi finner dei på Støle i FT-1900.

Lise fortalte at da ho var åtte år, måtte ho ut for å tjene. Ho kom til garden Gjeideland i Valle sogn (Sør-Audnedal). Blant anna fekk ho ansvaret for å passe et spedbarn, når det skreik om natta. Men så fekk mor Guline greie på at Lise fekk dårligare kost enn dei andre barna på garden, og da tok Guline Lise heim igjen. Lise fortalte også at mora hadde ei lita inntekt med å gi omsorg for ei gammel kone som var under fattigvesenet. I FT-1900 for Gjeideland ser vi at Lise er kalt pleiebarn. Vi ser også at det er et spedbarn i huset, så Lises fortelling stemmer bra

Det var et hardt strev på den lille heiegarden. Lise fortalte at dei bar ull og leverte til spinning. Dei gjekk over heia til Tarvannet, rodde inn vannet, og gjekk videre til fots over Vigeland til Sjøllingstad Ullvarefabrikk. Matforsyning kunne dei få opp til Støle fra Lenefjorden. Da bar dei 50-kilos sekker bakkane opp Molandslia. Der er det bratt!

Lise budde heime til ho var konfirmert. Da fekk ho seg huspost i Mandal, og etter et år eller to reiste ho så til USA. Ho fekk huspost der, og fekk ansvar for å ta imot folk ved døra, og ta telefonen - på engelsk.
Ho gjekk i den norske kirka der borte og traff Gabriel Olsen Engedal fra Halse sogn. Dei gifta seg og reiste heim til Norge. Her er Lise på brudebildet fra 1912:

Mora Guline flytta seinare etter til Hogganvik i Halse og levde sine siste år der. Ho blei blind, og dei forteller at ho hdde ein streng fra huset til utedoen som hjelp for å finne fram. Eg har ikkje bilde av henne, eller av mannen Eivind. Så viss noen veit om bilder, er eg glad for å få tips om det.

Vi har stokken til Guline som minne. Den er skvetta på litt kvitmaling, sikkert for å vise at det er ein blindestokk. Guline måtte vere liten av vekst, for stokken er bare 66 cm.

Brevet fra Lorents Angell

Sommeren 2000 var eg på arkivet i Kristiansand, og hadde fått tatt kopi av ei side i kirkeboka for Valle i Setesdal, 1793, med signaturen av min ttt-oldefar Lorents Angell Holst:

Om hausten skreiv eg ein epistel i "Glimt fra Lindesnes" om dette. Og så, utpå vinteren, fikk eg denne overraskelsen i posten:

Et hyggelig brev fra ein Simonsen, f. 1922. Han blir ein firmenning til far min.
Han var blitt informert av ei svigerinne om min artikkel, og hadde informasjon å bidra med om Raudeberg-ætta. Det bygger på gamle dokumenter som viser ættelinjer tilbake til 1400-tallet for Rødberg i Lindesnes.
Eg blei nesten andektig da eg leste signaturen hans:

Prestenkene på Snig - og dei militære

Eg fant mi tt-oldemor Magnete Angelsdatter Holst (20) på Snig i Lindesnes i FT-1801. Mora Petronella Dorthea Maria Holst (43) og mormora Magnethe Petersen (70) var begge prestenker. Eg fant ut at farfaren døde som prest i Tveit i 1778, og faren døde som prest i Valle i Setesdal i 1793. Eg stilte meg spørsmålet: Korfor slo desse prestenkene seg ned på Snig?

Magnete blei i 1805 gift med Peder Simonsen fra Rødberg. Han var (27) i FT-1801 og var da skipseier og skipper. Her er kirkeboka ved vielsen i 1805:

Ein av fadderane var Capitain von Petersen fra Nordre Walle. Bruken av "von" føre etternavnet var litt snobberi som offiserer hadde lov til. Han er Primier Lieutnant Fridrerich Petersen (40) i FT-1801.

Ifølge Olai Ovenstads militærbiografier II blei Friderich i 1791 gift med Marta Magdalena Buchholm. Eg har ikkje funne denne vielsen, eller kor ho kom ifra. Men Marta er nok fadder frue Petersen ved ein dåp på Fasseland i april 1793. Friderich Petersen var født 1761 i Tveit, og var bror til Petronella Dorthea Maria Holst. Ho blei enke i Valle i Setesdal i juli 1793.

Så det var nok offiseren Frederich Petersen som først kom til Nordre Valle, og så kort etter kom søstera og mor hans som begge var blitt enker og leigde hus på Snig.

Mormor Magnete Petersen hadde ein far som var militær, og ei mor som var av familien Kraft. Ein nevø av Magnete var kjøpmann Even Jensen Gulsrud Kraft fra Ringebu. Han var (55) i Kristiansand i FT-1801. Hos han var losjerende Peter Johan Holst (21), den eldste sønnen til Peteronella Dorthea Marie.
Evens sønn Jens Edvard Kraft (1784-1853) blei sorenskriver i Mandal, og var også litteraturhistoriker, statistiker og redaktør. Han har skrive "Topografisk-statistisk beskrivelse over Kongeriget Norge", 6 bind.

Ein time i Drammen er bedre enn -

Sommeren 2000 hadde eg funne ut at min ttt-oldefar Lorents Angel Holst var født i Drammen 1751, og var sønn av Peter Johan Holst og Maren Wiell. Eg var nokså fersk som slektsforsker, og prøvde meg fram med DIS-treff, Familysearch og i Digitalarkivet. Men eg fant ikkje fram til meir om dette foreldreparet.

Ut på hausten var eg med jobben på ekskursjon til Frydenhaug skole i Drammen. Vi var på et hotell, og i pausen midt på dagen satt eg og bladde i ein turistbrosjyre. Plutselig la eg merke til et stedsnavn, - Mads Wiels plass, oppkalt etter ein av byens rikaste forretningsmenn på 1700-tallet. Aha, detektiven i meg blei vekt. Eg for på dør og fant fram til Drammen bibliotek. Der fant eg etter få minutter det eg hadde et håp om, ei slektsbok: "Slægten Wiel på Strømsø og Fredrikshald" av H. Krog Steffens, utgitt Oslo 1903. Eg leste og leste, og noterte så raskt eg kunne. Så leverte boka i skranken og skunda meg tilbake til mine kollegaer. Alt i løpet av ein time i Drammen!

Da eg kom heim og kom på internett igjen fant eg fram til meir informasjon. Eg brukte stavemåten Wiel i søkinga. Eg fant blant anna Per Nermos database.
Store Norske Leksikon hadde også informasjon om trelasthandler Mads Jensen Wiel (1643-1716). Og fogd Iver Wiel var nevnt i Wikipedia.
I slektsboka var Mads Jensen Wiel positivt omtalt. På den tida var det ei viktig inntektskilde for kongen i Kjøbenhavn å selge titler som kanelliråd, konsul, etc., titler som kunne vere fine å ha i selskapslivet. Mads Jensen hadde ikkje kjøpt slike titler. Han nøyde seg med å vere forretningsmann.

Slik ser det ut på Mads Wiels plass i dag. Bildet er fra bloggen Jutul-heimen.